Blekk fortsetter med å finne sin form, og publiserer denne helgen dikt fra Aina Villanger, Mari Nilsen og Andreas Vermehren Holm. Fremover er tanken at vi fyller på med nye dikt månedelig, og publiserer større nummer med spalter, intervju og essays annenhver måned.
Aina Villangers bidrag, «Jeg, Arne», er åpningsdiktet fra hennes nye diktsamling, Onkel Arne og månen, som kommer ut i disse dager på Oktober forlag. Boka er en dialog med drømmedagbøkene og annet materiell tilhørende hennes onkel Arne, som tok sitt liv i 1969.
Mari Nilsen bidrar med diktsyklusen «Ordene, eller brevet til deg«, der et jeg gjennom en naivistisk løkkeskrift forsøker å manøvrere sine egne opplevelser i hverdagen, og ikke minst opplevelsene med den potensielle mottakeren av brevet jeg-et skriver.
Blekk #3 markerer også startskuddet for en rekke diktsuiter som Andreas Vermehren Holm skal publisere hos oss i løpet av våren. Hva skjer med dikt som har vært tenkt til boksider når de publiseres på nett? Suitene er en del av Andreas sitt prosjekt Nye Mytologier, og i den anledning tenkte vi at det var like greit å stille ham et par spørsmål.
Hei, Andreas! Vil du ikke fortelle litt om deg selv?
Mit navn er Andreas Vermehren Holm. Jeg er født på Sydfyn i Danmark og lever som forfatter, oversætter, forlægger og redaktør – dels på Forlaget Virkelig. hvor jeg bl.a. redigerer skriftserien Bestiarium og Ny Jord – tidsskrift for naturkritik og rue Lord Byron. Jeg er uddannet fra Litterär gestaltning, Författerutbildningen (MA) ved kunstakademiet Valand i Göteborg, tilbage i 2012, hvor jeg var så heldig at få undervisning af forfattere som Jen Bervin, Rosmarie Waldrop, Jørn H. Sværen, Staffan Söderblom, Mette Moestrup og Leslie Kaplan. Jeg tilbragte herefter nogle år i Paris, hvor jeg bl.a. studerede videre hos Kaplan – poetik og litteraturen som et redskab til tænkning. Tanken om redskaber går igen i min praksis. Jeg startede Forlaget Virkelig sammen med nogle gode venner i 2011 for at kunne præsentere de nordiske samtidsværker, jeg var optaget af på det tidspunkt for danske læsere, bl.a. Tomas Espedals Ly, Linus Gårdfeldts Men gulvet har ingen mund og Jørn H. Sværens Dronning af England. Jørn havde lært mig om forlags- og redaktionspraksis som et litterært redskab i sig selv og jeg dybt optaget af arbejdet med bogen som proces. Det er jeg stadig.
Når begynte ditt eget forfatterskap og hvor er det nå?
Jeg debuterede som forfatter med poetikken Palimpsest på Aviary Press i Malmö i 2015 og samme år igen med digtsamlingen Antropocæn kreatur på House of Foundation i Moss. Jeg var på det tidspunkt i lære på England Typografisk Værksted og havde startet mit eget grafiske bureau, nemlig rue Jean Nicot. De første bøger var en foreløbig kulmination på proces-arbejdet med skrift og skriftformer. Som oversætter opsøger jeg de værker, som hjælper mig til at tænke og orientere mig i forhold til mit eget arbejde. Senest har jeg oversat Jørn H. Sværens Britisk museum til dansk. Nye mytologier er på mange måder et svar på Jørns museum. Vi læser. Sådan begynder et forfatterskab. Vågen og ingen ingen var også et svar, dels på visdomslitteraturen som tradition, dels på mit eget år i bjergene. Hvorfor ryster jeg, der også udkom sidste år, er ligeledes et dialogisk værk, men mere konkret i form af et samarbejde med den Bergens-baserede billedkunstner Sveinung Rudjord Unneland. Åh, det er så vigtigt at vi husker, at vi ikke er alene om alt det her. At vi er mange. Række ud.
Hva er det du skal publisere hos Blekk i løpet av våren?
Nye mytologier er en samling af digte, essays, breve og palimpsester, der er arrangeret i en større komposition. Udgangspunktet for arbejdet er den grundtanke, som C.G. Jung præsenterer første gang i Forvandlingens symboler (da. 1975), nemlig, at arketyperne ikke er statiske størrelser, men i stadig forvandling gennem brug, ihukommelse og manipulation. Ud fra denne poetik introducerer og bearbejdes en række litterære, historiske og mytologiske figurer og motiver i lyset af miljøkrisen og antropocæn. Værket står som en blanding af leksikon og ønskefuld ikonografi, hvor selv de mest stadfæstede symboler og skikkelser, narrative forløb og plotstrukturer ændrer form efter planetens og menneskenes stadigt nye virkelighed. De fortællinger vi skaber vil ikke alene forme vores forståelse af fortiden og nutiden, men også gå forud for den tid, der kommer som en slags fremtidsarkæologi og lystryk. Det drejer sig om en genlæsning af både vores arv og det arbejde, der følger med at arve, men også af os selv som ophav og nye forgængere i en tid, hvor alt kan siges at være på spil og intet kan tages for givet.
Det fysiske formatet har jo vært viktig i ditt arbeide, såpass mye at da jeg inviterte deg til å være med i Blekk, så kom jeg med en slags (unødvendig) unnskyldning på vegne av nettformatet. Hvordan ser du på de forskjellige flatene innen litteratur – er det en motsetning mellom å publisere på nett og publisere i fysisk format?
Jeg tror, at vi er nødt til at lære at se det digitale som noget fysisk. Det fylder, både bogstaveligt (tager plads på servere og harddiske, der står i verden og bruger energi) og i overført betydning. Hver gang vi ser et billede, træder det i stedet for noget andet, der var der før. Vi kender alle følelsen af midlertidigt hukommelsestab på nettet fx. Eller noget bliver sagt, man ser noget, der træder i stedet i det indre mørke. Vi bliver ført af sted, overtaget af det, der popper op foran os. Og det samme gælder de forskellige sociale medier, hvor billeder hele tiden træder i stedet for andre billeder. Måske er det tid til at stille samme krav til det digitale, både hvad angår brugsetik, dannelsesidealer og kontrol, som vi har til det analoge. I de store konkurrencer for bogdesign i Schweiz og Amsterdam har man fx længe haft PDFen som et selvstændigt og ligestillet format. Jeg tror, at det er den rigtige vej at gå. Det er på ingen måde en parallelverden eller en modsætning. Med andre ord er jeg meget usikker og kan ikke svare med sikkerhed. Det virker åbent og uprøvet langt hen ad vejen. Ville egentlig gerne høre jeres tanker om dette?
Jeg har også ladet det fysiske tomrum fra blanksiderne stå i den digitale version her. Det ligner en fejl, et rum, der ikke er udnyttet.
Du er vant til at udgive dels egne bøker på flere forskellige småforlag i både Danmark, Norge og Sverige. Og så driver du et forlag for andres forfatterskaber ved siden af. Hva er planene til Forlaget Virkelig og dine egne ting fremover?
Der er en konstant vekselvirkning mellem mit arbejde på Virkelig og mine egne udgivelser i andre regier. Lige nu, hvor det store kollektive arbejde med Ny Jord 5 er afrundet, glæder jeg mig især at udgive Jørn H. Sværens Britisk museum, som betyder utrolig meget for mig. Sværen går for mig at se i dialog med en lang række digtere og rekontekstualiserer deres praksis og poetik. Susan Howes telepati mellem ark og arkiver, Mallarmés billeddannelse som et terningekast mm. Han viser hvad sprog og sprogarbejde kan være og gøre i tid, hvor grænser bliver lukkede og betleri bliver gjort forbudt. Den brændte jords poesi, skriver han. Og så arbejder jeg på en række nye Le Guin-titler, hvor der er én, jeg især glæder mig til. Den hedder Labyrinter og handler om et forsøgsdyr, der forsøger at kommunikere med laboranten via dans.
